Vi boede én nat på Hotel Tex i Rom med vores to børn (3 og 5 år). Hotellet fungerede fint til formålet: Vi ankom sent fra Fiumicino lufthavn og skulle tidligt videre næste morgen. Værelset var rent, sengene gode, og både badeværelse og aircondition fungerede som forventet til prisen. Morgenmaden var meget sparsom – mest lidt sødt og nogle brødprodukter – så vi supplerede senere andetsteds. Personalet var venlige og hjælpsomme.
Desværre oplevede vi noget, der trak helhedsindtrykket ned. Allerede i taxaen fra lufthavnen blev vi gjort opmærksomme på, at området omkring hotellet ikke er særligt trygt – især ikke med små børn. Da vi ankom, udspillede der sig faktisk et voldsomt slagsmål mellem to grupper lige foran hotellets indgang. Vi måtte skynde os ind med børnene, mens taxachaufføren hurtigt fik resten af bagagen ind. Vores børn opfattede heldigvis ikke det hele, men det var en meget ubehagelig oplevelse.
Vi havde godt læst i andre anmeldelser, at området kan virke utrygt, og det stemte desværre overens med vores oplevelse. Hotellet i sig selv er udmærket til en enkelt overnatning – og vi kunne godt finde på at bruge det igen, men kun med taxa til og fra døren og uden planer om at bevæge os ud i området.